Just-eat er en vaskeægte dansk internetsucces, og et godt eksempel på de behov en vækstvirksomhed har til deres hostingpartner i alle stadier i virksomhedens udvikling. Medstifter Jesper Buch fortæller her om kælderen i Kolding, hvor serveren stod under skrivebordet, og hvordan samarbejdet med Armada Hosting har været med til at udvikle virksomheden.
Just-eat startede i 2001 og var et produkt af tre koldingenseres gode idé om næste generations bestilling af take away mad på nettet. Det blev starten på Just-eat, som vi kender det i dag med de tekniske udfordringer, der følger med at bygge en velfungerende webshop op fra bunden med meget få penge på lommen. Jesper Buch fortæller om valget af Armada Hosting i 2003:
"På det tidspunkt havde vi et analogt fax modem, der stod og sendte bestillinger af sted til restaurationerne. Men som efterspørgslen steg, kunne teknikken ikke længere følge med. Armada Hosting var ligesom i dag i stand til at formstøbe løsningen til vores forretning, så vi aldrig har hverken for meget eller for lidt i forhold til vores behov. De kunne i 2003 levere en løsning, der både var langt bedre og langt billigere, end det vi havde. "
Just-eat startede i 2001 op med to servere og har i dag et redundant cluster på 15 servere, der skalerer over flere servere - både internt hos Just-eat, eksternt hos Armada Hosting og med online backup. Løsningen er ligesom Armada Hostings andre kunder placeret hos Danmarks mest sikre datacenter - Interxion i Ballerup. Herfra kan Armada Hosting levere ensartet kvalitet til Just-eat i alle seks lande, og til en langt bedre pris, end det koster at drive egen serverpark.
"Det krævede i første omgang lidt mod at lægge al teknikken i hænderne på eksterne, men jeg har det princip, at man bør gøre det man er bedst til, og lade andre om resten. Jeg har fuld tillid til Armada Hosting, fordi de altid investerer tid i at sætte sig ind i forretningen, og derfor fungerer som strategisk og teknisk sparringspartner i udviklingen af Just-eat. Og så vi får markedets bedste service - selv ude på de små nattetimer, når det en gang imellem har været nødvendigt. De må være Danmarks mest serviceorienterede udbyder", slutter Jesper Buch.